Spring til indhold

Det Blågrønne Organisations- og Ledelsesparadigme

I denne artikel udforsker jeg det blågrønne organisations- og ledelsesparadigme og hvordan det kan guide os i retning af hensigtsmæssig ledelse og organisering i en verden præget af kompleksitet og gensidig afhængighed. Og hvor vi samtidig står over for globale kriser som Covid-19 og klima- og bæredygtighedsudfordringer.


Fremkomsten af det blågrønne ledelses- og organisationsparadigme
Opmærksomheden på det blågrønne Ledelses- og organisationsparadigme kommer fra forfatteren, tidligere Mckinsey konsulent og nu selvstændig rådgiver og organisations- og ledelsestænker, Frederic Laloux. Han bruger betegnelsen blågrøn til at beskrive et særligt organisations- og ledelsesparadigme, som i disse år er ved at vokse frem, og som han tror bliver fremtidens måde at lede og organisere sig på.


Frederic Laloux har også undersøgt en række pionervirksomheder, der allerede på forskellig måde arbejder indenfor det blågrønne organisations- og ledelsesparadigme. Til disse virksomheder hører for eksempel den hollandske hjemmeplejeudbyder Buurtzorg og det franske messingstøberi FAVI. Ifølge Frederic Laloux har disse blågrønne virksomheder det til fælles, at de er succesfulde – også økonomisk.

Grundstenene: Organisationer som organismer i et levende miljø og de tre principper
Først og fremmest forstår blågrønne ledere og stiftere deres organisation som en levende organisme med sin egen energi, fornemmelse for retning og kald til at manifestere noget i verden. De gennemtvinger ikke bestemte handleplaner, men prøver i stedet at lytte til, hvad verden kalder på, og hvor det er naturligt for organisationen at bevæge sig hen.

I praksis bygger blågrønne organisationer på tre principper:

  • Selvledelse
  • Helhed
  • Evolutionært formål

Selvledelse som et fælles anlæggende
Selvledelse handler om, at blågrønne organisationer organiseres og struktureres som dynamiske og flydende systemer af kollektiv intelligens, hvor beslutningsmyndigheden er uddelegeret. Organisationerne opererer effektivt via systemer baseret på peer-to-peer- relationer. Magt og kontrol er forankret dybt på tværs af hele organisationen, og ikke længere bundet til bestemte positioner og titler. Væk er de hierarkiske og bureaukratiske strukturer.

En udpræget misforståelse er, at selvledelse er det samme som, at alle er deres egen enhed og har lige meget magt. Det er ikke sådan selvledelse fungerer i et blågrønt paradigme. Selvledelse kræver en stærk kultur, praksis og robuste strukturer, der tillader beslutningsrettighed og -magt at flyde hen til det individ, som har ekspertisen, interessen og villigheden til at tage ansvar i en bestemt situation.

En anden udpræget misforståelse er, at topledere ikke har en rolle at spille i en blågrøn organisation. Det er ikke rigtigt, men rollen handler ikke så meget om at lede og fordele arbejdet, men om at insistere på den distribueret autoritet ved at have fokus på det dybere formål og opmuntre andre til at finde løsninger i tråd med den selvledede natur.

Helhed og forbundenhed
I blågrønne organisationer er tænkningen præget af helhedstænkning. Helhed handler om, at vi er hele mennesker, som er forbundet med hinanden og naturen – også når vi er på arbejde. Det blågrønne paradigme bygger på det menneskesyn, at vi mennesker i vores natur er skabt til at stræbe efter helhed og sammenhæng med vores omgivelser. Vi er drevet af en længsel efter helhed, hvor vi kan være alt det vi er sammen med andre omkring os og i balance med alle former for liv og natur – både privat og på arbejde.

Egoet må tæmmes – ingen vinder, hvis andre taber
Det er nødvendigt at tæmme vores ego. Det handler om, at vi må lære at minimere vores behov for kontrol, for at se godt ud og passe ind. Beslutninger skal ikke træffes ud fra ydre faktorer, andres opfattelse af os eller hvilke resultater der kan opnås. I stedet træffes beslutninger ud fra indre visdom og dyb refleksion over spørgsmål, som: forekommer denne beslutning rigtig? Er jeg tro mod mig selv? Tjener jeg verden?

En udpræget misforståelse er her, man er drevet af at handle moralsk rigtigt. Det handler tværtimod om en dyb og personlig erkendelse af, at vi alle er dybt forbundet og gensidige afhængige af hinanden for at trives. Men andre ord ingen kan vinde på andres bekostning, for så taber alle.

Drevet af det evolutionære formål
Erkendelsen af, at det hele hænger sammen, fører til en særlig stræben og væren i verden, som handler om at opfylde et dybere formål: I det blågrønne paradigme kaldes dette dybere formål for det evolutionære formål. Det evolutionære formål er det, som trækker i os, og giver vores handlinger og væren i verden retning.

En udpræget misforståelse er at et ædelt formål er det sammen som det evolutionære formål. Mange organisationer har et ædelt formål, som kan forbedre vilkår for mennesker i verden, men det betyder ikke at i deres virke nødvendigvis er drevet af det evolutionære formål.

At mærke og tilpasse sig løbende til virkeligheden foran os
Alle har en iboende fornemmelse for det evolutionære formål, men vi er ikke vant til at bruge denne fornemmelse aktivt. Derfor handler det om at åbne op, lytte til hvad verden kalder på og hvor det er naturligt at bevæge sig hen. Det handler ikke om at tvinge en bestemt fremtid frem, men i stedet for omsorgsfuldt at pleje det, som er ved at vokse frem.

I blågrønne organisationer er agile praksisser, som fornemmer og responderer på, hvad verden som helhed har brug for, derfor i højsæde. Det handler ikke om at forudsige eller kontrollere verdenen. Tværtimod handler det om at være opmærksomt til stede i verden med alle sanser foldet ud, så vi får en masse indtryk og impulser til at tilpasse os løbende til virkeligheden foran os.

Hvad inspirerer det blågrønne ledelsesparadigme dig til?
For mig er det blågrønne ledelsesparadigme inspiration og fokuspunkter til arbejde med, hvordan jeg som menneske og selvstændig konsulent kan lede min virksomhed og være i verden på en måde, som er trivselsskabende og i samklang og balance med omgivelserne.

Hvad inspirerer det blågrønne ledelsesparadigme dig til? Skriv eller ring endelig til mig 😊.

Videre læsning og inspiration
Hvis du vil læse mere om blågrønne organisationer, da kan jeg anbefale den visuelle udgave af Frederic Laloux’s bog: Fremtidens organisation – En illustreret vejledning til meningsfulde former for samarbejde.

Kilder:
Laloux, F (2017): Fremtidens organisation. En illustreret vejledning til menings former for samarbejde. Direction Books. Visuel udgave.

Laloux, F (2015): The future of management is teal. Healthcare July 6, 2015. Strategy-business.com https://www.strategy-business.com/article/00344?gko=30876

Organizational Structure. A wiki to inspire next-generation organizations. www.reinventingorganizationswiki.com